Print | Alfabetisk indeks | Sitemap GALERIE WOLFSEN

Du er her: gw.dk NYHEDSBREV Seneste nyhedsbreve Fernisering lørdag 11. september kl. 11.00

 

Fernisering lørdag 11. september kl. 11.00

Uffe Stadil Christoffersen – ”Den Gående Tiger”
& Gregers Albrechtsen – ”Stranger Than Fiction”


I 1971 var der en sort panter løs i Aalborgs gader. Hér små 40 år senere slipper vi tigre løs i Galerie Wolfsen. Efterårssæsonen i Galerie Wolfsen starter med en dobbeltfernisering.

 


Uffe Christoffersen – Den gående tiger

Uffe Stadil Christoffersen startede faktisk med at male tigre efter et besøg i Zoologisk Have i København tilbage i starten af 70’erne. Og han maler dem stadig. Hvorfor?

Fordi de er smukke dyr. Fordi de fascinerer ham. Fordi de er hele verden. Fordi de stadig kan få ham til at male gode billeder. Fordi en god maler i princippet kan male det samme motiv hele livet. 

 Den Gående Tiger” er titlen på Uffe Stadil Christoffersens nyeste malerier.

 

Ekspressive værker der emmer af livskraft. Tigerens vildskab er en kraft, som for enhver pris skal bevares, den skal identificeres, jages, trænges op i et hjørne og være drivkraft for følelserne og fantasien.

 



Gregers Albrechtsen


Et nyt spændende bekendtskab i galleriet er importeret direkte fra ’Djævleøen’ - Gregers Albrechtsen.


Som de tidlige surrealister arbejder Gregers Albrechtsen med det underbevidste. Gregers bruger historiske rekvisitter som et symbol på det moderne menneskes glemsel. Vi ser kun fremad. Flere af værkernes ansigtsløse figurer både nærmer sig os og afviser os.

Værkerne rummer modsætninger og lader beskueren sidde tilbage med et nyt syn på verden; en verden hvor modsætninger ikke frastøder, men skaber helhed: styrke og sårbarhed, afsky og skønhed, flugt og tilnærmelse.

Gregers Albrechtsens værker er teknisk skarpe, stærke og tankevækkende og tager beskueren med på en følelsesmæssig rejse gennem tid og sted.

 

Udstillingen varer til lørdag den 2. oktober 2010.

 

Galerie Wolfsen er atter at finde i Forum på Art Copenhagen 2010 Skandinaviens største og førende kunstmesse for international samtidskunst. 

17. – 19. september


Mere info: artcopenhagen.dk

 

Sidste år fravalgte vi Art Copenhagen i protest – og holdt med succes vores egen kunstmesse i en hel uge midt i hjertet af Kongens By. Årsagen var megen polemik omkring placering og behandling af gallerier fra provinsen.

I år er vi tilbage – dog efter sværdslag med Art Copenhagens rådgivende messeudvalg omkring vores line-up af kunstnere. Galerie Wolfsen er endt med at deltage med en stand, hvor vi blot kan præsentere nogle få kunstnere: René Holm, Rasmus Danø, Jonas Pihl, Gregers Albrechtsen, Lars Calmar, Ole Ahlberg og Jacob Rantzau.

Dette er ikke optimalt, men Galerie Wolfsen håber på, at vi ved at være med i ‘det fine selskab’ kan medvirke til konstruktivt at ændre forholdene på sigt. Derfor har vi også i regi af Dansk Galleri Sammenslutning været primus motor for en ny kunstmesse i Århus – Art Århus – 12. – 14. november. 

Mere info: http://www.artaarhus.dk

 

Vi har modtaget et begrænset antal entrébilletter til Art Copenhagen som kan afhentes i galleriet (først-til-mølle-princippet).

Vi sætter ild til Colosseum i Rom !


 

Mens vi knokler på Art Copenhagen har vi naturligvis også andre aktiviteter i gang. Ikke mindst det spektakulære og udfordrende kunstprojekt: "Colosseum on Fire" med den dansk-argentinske kunstnerduo Hilden/Diaz.  - www.cityonfire.org


Stor kunst bliver ikke skabt på én dag, men efter mere end fem års arbejde er Hilden/Diaz nu tæt på at realisere projektet. Galerie Wolfsen har været medvirkende til at dette projekt bliver virkelighed. Takket være stor velvilje i vores netværk, er det økonomiske fundament på plads til at ‘ryste’ et af verdens mest berømte fundamenter, når Colosseum i Rom sættes i flammer.

En oplagt anledning til at nyde en romantisk, hed weekend ved Tiberen og lade kærligheden flamme i kunstens navn.


Rom, 17. 18. og 19. September 2010.

 

Arrivederci

Kent Wolfsen


 


    Copyright © 2001-2008. All rights reserved. Galerie Wolfsen · Tiendeladen 6 · DK-9000 Aalborg · T: +45 9813 7566 · E: mail@gw.dk