| Print | Alfabetisk indeks | Sitemap |
|
Du er her: gw.dk
NYHEDSBREV
Seneste nyhedsbreve
Frodo Mikkelsen & Jakob Tolstrup
Frodo Mikkelsen (f. 1974) er en populær, gammel kending hos GW. I ‘Dusty Beach’ er det grafiske forenklede formsprog nu yderligere rendyrket. Inspirationskilderne hentes stadig i popkunsten og graffitien – et markant, farverigt og fabulerende visuelt udtryk, der lynhurtigt registreres og opleves.

Frodos velkendte ‘tags’ udfoldes også i de nye værker – bl.a. hjorten med de lysende øjne, cowboy’en til hest og de blå himmelfelter. Og så er den stærke humoristiske undertone intakt. Med kunstnerens egne ord, handler den nye udstilling ‘Dusty Beach’ om:
Et sted fra din mørkeste fantasi , hvor du ikke ved hvad der venter bag hjørnet, eller hvem du møder...
Coney Island i New York, en kold decembernat, hvor forlystelsen "shoot the freak" ligger øde hen med kraniemasken henslængt i et hjørne....
En russisk slette med sandbund og grantræer, hvor kun den røde bjørn hærger...
En strand, som den i slutningen af filmen The Road, hvor en ensom rytter rider lige mod dig, og du ikke ved om din sidste time er kommet.....
Et sted efter en atombombe, alt på nær dig selv er udslettet, i et blåt lysglimt, men hvor du alligevel kigger dig over skulderen...
Hvis du en dag, selv står på en støvet strand, alene, og kan mærke mørket ånde dig i nakken, er det på tide at knibe dig selv i armen, og vågne op...
Jakob Tolstrup (f. 1983) er et nyere bekendtskab hos GW – dette er hans første solo-udstilling i galleriet. Jacob er en grafisk kunstner, der udfolder sig i flere medier - tegninger, collage, maleri skulptur og installation. Han er primært kendt for sine karakteristiske portrættegninger af den almindelige mand på gaden, hverdagens oplevelser og klasseforskel – bl.a. som illustrator for Politiken.

Jakob Tolstrups udstilling “My mama didn’t raise no fool” kredser om temaerne arv og miljø, forfald og forgængelighed, forskellen mellem mennesker.
Hvor er du vokset op? - og hvilken betydning har det for hvem du er? Der blir sat spørgsmålstegn ved vores gøren og laden, de valg vi træffer og den vej vi vælger.
Værkerne udfoldes i alt fra stregtegning, cutout, maleri til skulptur/installation.
Kunstsamler Jens Peter Brask fremhævede i ’Go’ morgen Danmark’, fredag den 17. september 2010, i forbindelse med åbningen af Art Copenhagen i Forum, Jacob Tolstrup som en af “morgendagens stjerner”.
Maria Rubinke har været annonceret som deltager i samme udstilling, men på grund af den store internationale efterspørgsel på hendes keramiske værker, kan hun ikke mobilisere værker nok. Vi har derfor valgt at udskyde udstillingen til et senere tidspunkt.
Udstillingen varer til lørdag d. 30. oktober 2010
Art Copenhagen 2010 - et godt gensynGalerie Wolfsen var atter at finde på Art Cph. Det blev til tre dejlige dage i Kongens By. Vores 82 m2 store stand var særdeles velbesøgt – venner af huset, kunder, kollegaer, kunstnere og andet godtfolk fyldte rammerne perfekt ud. Interessen for værkerne var stor og salget ‘godt’, som en nordjyde ville udtrykke det. Alle kunstnerne solgte – René Holm, Jonas Pihl, Rasmus Danø, Gregers Albrechtsen, Ole Ahlberg, Jacob Rantzau og Lars Calmar.
Generelt var den 14. Art Cph. en succes med knap 13.000 besøgende, hvilket er 40% flere end sidste år. Art Copenhagen vender tilbage i 2011 d. 16. - 18. september. Det gør GW helt sikkert også!
Sono Pazzi Questi Romani – De er skøre, de romere
Ja, måske, eller også troede de, at de var blevet det. For tre smukke, lune aftener i september blev det gamle amfiteater, Colosseum i Rom, omdannet til et levende flammehav. Var det drøm eller virkelighed? Det var kulminationen af fire års forberedelser – det var Thyra Hilden og Pio Diaz’ projekt ’Colosseum on Fire’ – det var kunst.

"Så længe Colosseum holder, holder Rom med; når Colosseum falder, falder Rom med; når Rom falder, falder også verden med"
Så galt gik det dog ikke, men tusindvis af romere, turister (og en del danskere) faldt mere eller mindre om af benovelse, begejstring og beundring. Og mediernes bevågenhed var også massiv – fra aviser til tv og online-medier.
Galleriejeren oplevede selv på tætteste hold det imponerende skue – sammen med bl.a. Giovanni Volpi fra slow food- restauranten SanGiovanni i Aalborg. Volpi er en af de mange gode mennesker, der har bidraget til at realisere dette kunstprojekt.
Thyra Hilden & Pio Diaz vil gerne sammen med Kent Wolfsen benytte lejligheden til at rette en stor og varm tak for den positive støtte
og opbakning, som projektet har fået. Takket være jer har tusindvis af mennesker fået en stor, mindeværdig
oplevelse – og bevist at selv et på papiret ’skørt’ projektet kan realiseres.
Grazie.
Vi ses!
Kent Wolfsen
Copyright © 2001-2008. All rights reserved. |
Galerie Wolfsen · Tiendeladen 6 · DK-9000 Aalborg · T: +45 9813 7566 · E: mail@gw.dk |