Print | Alfabetisk indeks | Sitemap GALERIE WOLFSEN

Du er her: gw.dk NYHEDSBREV Seneste nyhedsbreve Lækkert påskeæg til dig

 

Fernisering 2. april 2011 kl. 11.00 – 15.00

Vi slår gækken løs og inviterer til kunst i påsken. Årets påskeæg består af fire originale kunstnere, fire stærke udtryk, fire forskellige oplevelser – noget for enhver smag.


Kl. 12.00 åbnes udstillingen af borgmester Henning G. Jensen. Alle fire kunstnere vil være til stede ved ferniseringen. Vi serverer naturligvis påske-chokoladeæg fra butikken Lille Høgh og Thy påskebryg.

 

Lars Bonde – ”PLAY HUMAN”
Efter flere måneders arbejde i atelieret er Aalborg-kunstneren Lars Bonde klar til at møde virkeligheden. Lars Bonde har gennem de sidste år forfinet og videreudviklet sit helt eget formsprog – i såvel malerier som tegninger. Skabt et originalt udtryk, hvor stramme grafiske elementer spiller op til et dynamisk, farverigt univers hvor spor af menneskelig nærvær hele tiden er på spil. Et eksempel på denne levende æstetik, hvor både øjet og fantasien stimuleres, er de store vægudsmykninger i Friis Shoppingcenter, Aalborg, som Lars udførte i 2010.


Cristine Crebas – ”VILDNIS”
Cristine Crebas har én mission: Hun vil forny blomstergenren i både form og indhold. Hendes motivverden kredser om blomster og organiske former. Blomsten rummer det hele; erotik, skønhed, romantik, livets gang og forfald. I hendes nye malerier er motiverne hentet i junglen. Junglen som metafor for det indre vildnis. Det mørke bevoksede sted, som vi er bange for at blive efterladt midt i, fordi vi kan fare vild og vælte omkuld. Crebas kredser i sine værker om skrøbeligheden i livet – og ønsker at gøre os bevidste om, at vi alle er dødelige.

 

Better Lübbert – ”FAUNA”
Galerie Wolfsen hylder godt kunsthåndværk. En fornem eksponent for dette er Better Lübbert. Hendes nye udstilling ”Fauna” består af krukker i farvestrålende, stramme former med profiler og billeder. Better har nyfortolket en klassisk dekorationsteknik i form af hvide porcelænskrukker med koboltblå billeder. Nok indskriver hun sig i en nordisk tradition, men Betters univers er helt hendes eget. Som keramiker er hun original – på en gang klassisk – og alligevel moderne, munter og nutidig i udtrykket.

 

Susanne Holck – ”BIRDLIFE”
Susanne Holck er et helt nyt bekendtskab i Galerie Wolfsen. Susanne har gennem årene arbejdet med mange forskellige materialer. Holcks udgangspunkt er både i valg af materiale og tematik at dyrke det modsætningsfyldte – at tilbyde beskueren en oplevelse, uden at skulle sætte sig ind i den kunstneriske intention bag værket. Til Easter 2011 tager Holck afsæt i favoritmaterialet: den sortglødede metaltråd. Værkerne er fugle skabt af disse tråde – tynde og sårbare, robuste og kraftfulde. Unikke værker, der på én gang tegner og skaber noget rummeligt.

 


Modekunst – GRUNDAHL

Til ferniseringen er galeriet også en form for catwalk.

Wolfsens satellitgalleri SOTO, genåbner i dag som GRUNDAHL modebutik.

Skønne modeller vil fremvise Grundahls nye Spring 2011-kollektion
– cool, avantgarde og international design.

Grundahl holder selv grand opening denne lørdag – 100 meters walk fra GW.

 

Tilmeld dig nyhedsbrev på www.grethegrundahl.dk

 

 

 


 

 


 


 


 


    Copyright © 2001-2008. All rights reserved. Galerie Wolfsen · Tiendeladen 6 · DK-9000 Aalborg · T: +45 9813 7566 · E: mail@gw.dk