Sorte billeder Der findes kunst, der definerer og skriver kunsthistorien. Og så findes der kunst, der hele tiden falder udenfor og skaber sprækker i kunsthistorien. I en sådan sprække finder vi Jacob Rantzau. Hans forbilleder er 1600-tallets mestre som Rembrandt og Caravaggio, og hans malestil er umiskendeligt figurativ. Alligevel peger motiverne vedvarende på deres egen tid. Skikkelserne, der næsten uden undtagelse er placeret alene i mørke rum, bærer mærker fra deres egen tid. Alligevel synes de at være placeret udenfor både tid og rum. Figurerne ser næsten ud til at gennemspille en række sindstilstande. Indrammet af maleriets helt eget projektørlys tager Rantzaus figurer fat i sindets skyggesider på næsten skinger og udvendig teatralsk vis: angst, hysteri, vanvid. Men også, i periferien, en lurende humor, der især lader sig aflæse i billedernes titler.
Jacob Rantzau arbejder indenfor den stil, der er blevet benævnt passionismen. Kunsthistorikeren Merete Sanderhoff peger i sin bog ”Sorte Billeder” på en række malere, der med deres figurative og både absurde og voldsomme maleri kan siges at være eksponenter for denne retning, deres forskellighed til trods. Kunstnere som norske Odd Nerdrum og danske Thomas Kluge skrives ind i denne retning, fordi de stilistisk bekender sig til de gamle mestre, men indholdsmæssigt tager deres egen tid under behandling. Og altid med mennesket som både udgangspunkt og endepunkt.
Jacob Rantzau tager også altid udgangspunkt i mennesket. Nøgent og ensomt, men også grotesk og vanvittigt bliver mennesket kilden til verdens absurditet. Rantzaus inspirationskilder er som sagt historiske, men hans position som outsideren, der krænger verden på vrangen, er velkendt gennem kunsthistorien. En position, hvor han til stadighed kan vrænge af verden ved fra sit mørke at kaste lys på dens absurditet. Gitte Ørskou museumsdirektør, mag. art
UDSTILLINGER 
Copyright © 2001-2008. All rights reserved.
